Bordet og stolen

Din krop er ikke bygget til at sidde på en stol ved et bord. Alligevel er det sådan, de fleste kontormedarbejdere er tvunget til at tilbringe det meste af arbejdsdagen. Derfor er det vigtigt, at både stolen og bordet er udformet, så belastningen af ryg og bevægeapparat bliver mindst mulig.

Et godt bord

 

Et godt og tidssvarende arbejdsbord skal opfylde følgende krav:

  • Bordet skal være min. 110 cm dybt og 150-200 cm. bredt. Der skal være plads til:
    • At synsafstanden til skærmen er mellem 50 og 70 cm.
    • At tastaturet kan skubbes 20-30 cm. ind på bordet, så arme og hænder kan hvile på bordpladen.
    • At konceptholder, musemåtte og arbejdspapirer ikke er i vejen for hinanden.
    • Hvis der er tale om meget store skærme, skal bordet være både dybere og bredere.
  • Det betyder samtidig, at selve lokalet skal være stort nok. Som tommelfingerregel skal man regne med ca. 10 kvadratmeter pr. skærmarbejdsplads.
  • Bordet bør kunne hæves og sænkes, så man kan vælge at stå op og arbejde.
  • Hvis flere mennesker arbejder ved samme bord, er det ifølge bekendtgørelsen om indretning af faste arbejdssteder et krav, at bordet i fornødent omfang skal kunne hæves og sænkes. Det skal ske med el, gaspatron el. lign. Stilleskruer og håndsving er ikke tilstrækkeligt.
  • På mange borde med skuffe til tastaturet eller separate sektioner til tastatur og skærm er der ikke plads til at hvile arme og hænder. Sådanne borde er ikke tidsvarende.

Det kan du gøre mht bord:

  • Check at du har den rigtige afstand på 50-70 cm. fra øjnene til skærmen. Det giver den mindste belastning af øjnene.
  • Check at du kan hvile hænder og arme på bordet, når du bruger tastaturet.
  • Brug dit hæve/sænke bord, hvis du har et. At skifte arbejdsbordets højde bare en enkelt gang om dagen har en stor virkning.

Det kan du gøre som leder mht bord:

  • Sørg for, at alle medarbejdere har gode og tidssvarende arbejdsborde.
  • Ikke alle ønsker at bruge et hæve/sænke bord. Køb dem eventuelt kun til de medarbejdere, der ønsker det. Måske vil eksemplet smitte.
  • Vær opmærksom på, at det kan blive nødvendigt at indkøbe andre borde, når der kommer nye medarbejdere i stedet for de, der ikke ønsker hæve/sænke borde. Indkøb af nye borde bør ske efter vurdering af den enkelte medarbejders arbejdsopgaver og øvrige behov

En god stol

En god og tidssvarende stol skal opfylde følgende krav:

  • Stolen skal kunne indstilles i højden.
  • Sædet og ryglænet bør kunne indstilles uafhængigt af hinanden, og det bør kunne ske let fra siddende stilling.
  • Sædepolstringen skal være afrundet fortil og være lavet af et materiale, der tillader huden at ånde og forhindrer at man glider fremad. Chefkontorets læderbetrukne kontorstol er måske flot - men den er ikke egnet til at arbejde længe i.

Alternative stole
Der findes alternative stole, som bygger på andre opfattelser af, hvad en god siddestilling er. Hvis du har rygproblemer eller har svært ved at finde dig tilpas i en traditionel kontorstol, bør du overveje en anden stoletype, eventuelt som supplement til din traditionelle kontorstol. Vær opmærksom på, at bordhøjden måske skal være en anden, når du sidder på en anden type stol.

  • Stokke-stolen bruger elementer fra en gammeldags gyngestol. Det sikrer en varieret og afvekslende arbejdsstilling, hvor en del af vægten hviler på knæene.
  • Rytterstillingen er en mellemting mellem at sidde og at stå. Benene er næsten strakte og det gør automatisk ryggen mere rank. Flere producenter fremstiller ”rytter-stole”, som kan hæves 20-30 cm. mere end normalt. Rytterstillingen er specielt velegnet ved hæve/sænke borde, fordi den tillader mange forskellige arbejdshøjder.

Det kan du gøre mht stol

  • Check om din stol overholder lovens krav til fleksibilitet og indstillingsmuligheder.
  • Overvej om du har brug for en helt anden type stol end de traditionelle.

Det kan du gøre som leder mht stol

  • Husk at investeringen i en ny stol er småpenge i forhold til arbejdspladsens tab ved flere sygedage, som kunne være undgået.
  • Medarbejderne har ikke alle behov for den samme type stol. Derfor skal indkøb af stole ske i samarbejde med den enkelte medarbejder ud fra hans eller hendes behov
Senest revideret den 20. januar 2010
Illustration til det rigtige udstyr
Relaterede sider
Videre på nettet
Flere links til informationer om det rigtige udstyr. 

Eksterne sider

Kravene til arbejdsborde og -stole er beskrevet i Skærmbekendtgørelsen fra Arbejdstilsynet  samt i AT-meddelelse om inventar på faste arbejdspladser.