Dagslys

Dagslys er det bedste lys. En vis mængde dagslys er normalt nødvendig for, at du føler dig godt tilpas i et rum.

Lyset må ikke blænde
Det er vigtigt, at lyset ikke blænder. Derfor skal skærmen placeres rigtigt i forhold til vinduerne.

  • Dagslyset bør falde ind fra siden og hverken forfra eller bagfra.
  • Hvis du sidder med skærmen mellem dig og vinduet, vil modlyset ”overdøve” skærmens lys, og du skal anstrenge øjnene for at se, hvad der er på skærmen.
  • Hvis du har vinduet direkte bag dig, når du sidder ved skærmen, vil vinduet spejle sig i skærmen og skabe ubehagelige reflekser.

Dagslyset varierer som bekendt efter vejret, tidspunktet og årstiderne.

  • Derfor skal det være muligt at skærme dagslyset ved hjælp af persienner, markiser eller rullegardiner.
  • Samtidig er dagslys ikke nok: Det vil altid være nødvendigt med supplerende elektrisk lys, som skal være afstemt til rummet og det naturlige dagslys.

Lysstyrken ved en skærmarbejdsplads skal ligge mellem 200 og 300 lux. Det er svagere end ved almindeligt kontorarbejde. Lyset bør være diffust - dvs. at det mest skal bestå af indirekte (reflekteret) lys.

Lyset skal være tilpasset den enkeltes behov, arbejdsopgaver, alder og omgivelser. Synet svækkes med alderen. Det er derfor særligt vigtigt, at der skabes gode kontraster og blænding og reflekser undgås. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med kraftigere lys, men man skal være forsigtig, da det giver en større risiko for blænding.

 

Det kan du gøre:

  • Placer skærmen, så den står med siden til vinduet og er fri for reflekser.
  • Sørg for at dagslyset kan dæmpes, hvis det bliver for kraftigt.

Det kan ledelsen gøre:

  • Sørg for at vinduer kan afskærmes og at de enkelte skærmarbejdspladser kan placeres rigtigt i forhold til dagslyset.
  • Hav forståelse for, at ældre medarbejder har større krav til lysforholdene end yngre.
Senest revideret den 20. januar 2010
Illustration til godt arbejdslys
Relaterede sider

Videre på nettet
Links til flere informationer om godt arbejdslys.


Eksterne sider

Indeklimaportalen
Hjemmeside om indeklima (støj, lys og luft) lavet af bl.a. BAR FOKA.