Elektrisk lys
Elektrisk lys er nødvendigt som supplement til dagslyset. Men hvis belysningen skal fungere godt i forbindelse med skærmarbejdet, skal det elektriske lys være godt afstemt og det må ikke blænde.
Fordelingen af lyset
Den bedste arbejdssituation får du, når der er et diffust indirekte lys i hele lokalet suppleret med en eller flere arbejdslamper omkring selve skærmen. De store kontorlokalers rækker af neonrør er ikke tilstrækkeligt.
- Der skal være mest lys på arbejdsfladen: Tastaturet og de papirer, du har omkring dig.
- Der skal være mindre lys på selve skærmen: Lyset fra skærmen selv må ikke ”overdøves” af belysningen.
- Lyset i resten af lokalet skal være svagere end ved arbejdsfladen og skærmen.
Direkte og indirekte lys
Man får den bedste fordeling af lyset ved at kombinere direkte og indirekte belysning.
- Indirekte lys er reflekteret fra f.eks. vægge og lofter. Lysarmaturer, der sender en del af lyset op mod loftet og en del nedad kan være en god kombination. Selve pæren eller røret må normalt ikke kunne ses. Det giver en behagelig belysning uden dybe skygger.
- Direkte lys: Ved selve skærmen og arbejdspladsen bør du bruge arbejdslamper. En assymetrisk lampe, som kaster lyset direkte ned på bordpladen sikrer, at papirer og tastatur er tilstrækkeligt belyst - uden at det blænder.
Se lyset i sin helhed
Det er ikke nok, at den enkelte lampe er god og at skærmen står rigtigt i forhold til vinduet. Det er nødvendigt at se alle lyskilder i en sammenhæng og vurdere, om den totale belysning er korrekt og kan indstilles efter forholdene.
Det gøres bedst i forbindelse med en samlet arbejdspladsvurdering.
Det kan du gøre:
- Check om lyset er fordelt rigtigt: Stærkt lys på bordpladen, lidt svagere på skærmen og svagest i resten af rummet.
- Flyt rundt på skærme og lyskilder, til du får en rigtig lysfordeling uden reflekser. Ofte kan en ekstra arbejdslampe og en lysdæmper være en god hjælp.
Det kan ledelsen gøre:
- Sørg for at der både er generel rumbelysning og individuelle lamper ved de enkelte skærmarbejdspladser - og at lyset ikke blænder.
- Se belysningen i en helhed gennem en samlet arbejdspladsvurdering.
Senest revideret den 20. januar 2010