God og dårlig luft

Luftens kvalitet er afgørende for, hvordan man befinder sig i lokalet. Dårlig luft giver hovedpine, gener i luftvejene og generel utilpashed.


Luftens kvalitet påvirkes af mange forskellige faktorer, f.eks. luftfugtighed, ventilation, tobaksrøg, afgasning fra maskiner og bygningsmaterialer, støv og rengøringsstandarden.

Ventilation
Arbejdstilsynets bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning slår fast, at

  • Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk.
  • Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft af passende temperatur og fugtighed. 

Luftfugtighed
Både for tør og for fugtig luft er ubehagelig og kan give anledning til forskellige gener, specielt i luftvejene. Skærmbekendtgørelsen slår fast, at der skal være en passende luftfugtighed i kontorlokaler. Det vil sige, at luftfugtigheden bør ligge mellem 25% og 60%. Klager over tør luft skyldes dog som regel alt andet end tør luft, idet høje temperaturer, støv og gasser i luften vil give en oplevelse af tør luft.

 

Tobaksrøg
Tobaksrøg er en væsentlig kilde til dårlig luftkvalitet. Det kan være både generende og sundhedsskadeligt at arbejde i røgfyldte lokaler - både for rygere og ikke-rygere.
Arbejdspladsen bør udarbejde en rygepolitik med klare retningslinier for, hvordan rygningen kan foregå. En fornuftig rygepolitik har tre elementer:

  • Ingen skal ufrivilligt udsættes for passiv rygning: Røgfrit miljø er en almen ret.
  • Rygerne skal fortsat have mulighed for at ryge i egnede lokaler.
  • Rygere, der gerne vil holde op, bør have støtte og hjælp.

I stat, amt og kommune gælder den særlige regel, at der ikke må ryges i lokaler, hvor der sker betjening af borgere eller klienter.

 

Det kan du gøre:

  • Vær opmærksom på, hvordan luftfugtigheden er med et almindeligt hydrometer. Det er ikke en god idé at foreslå at øge luftfugtigheden. Det er sjældent den, der er problemet, og en øget luftfugtighed kan i sig selv give problemer.
  • Hold fast i princippet om et røgfrit arbejdsmiljø. Hvis virksomheden ikke har en rygepolitik kan du tage initiativ til det gennem samarbejdsudvalg og sikkerhedsorganisation.
  • Bedriftssundhedstjenesten, BST, kan hjælpe med at checke luftens indhold af støv, partikler og skadelige dampe, hvis der er mistanke om dårlig luftkvalitet.

Det kan ledelsen gøre

  • Luftens kvalitet indgår i en samlet arbejdspladsvurdering.
  • Virksomheden bør formulere en rygepolitik, der sikrer både retten til et røgfrit miljø og retten til at ryge.
  • Få målt luftkvaliteten - bed f.eks. BST om at hjælpe med dette. Det er ledelsens pligt at sikre den nødvendige dokumentation for, at indeklimaet er i orden.
Senest revideret den 20. januar 2010
Illustration til Indeklima
Relaterede sider

Videre på nettet
Flere links til informationer om indeklima.


Eksterne sider

Indeklimaportalen
Hjemmeside om indeklima lavet af bl.a. BAR FOKA.