Fysisk arbejdsmiljø i store rum
Støj fra kolleger, telefoner eller besøgende er det største problem ved at arbejde i storrumskontorer. Men ofte er både lys, temperatur og luftkvalitet også et problem. Det gælder ikke mindst i moderne glasbyggerier.
Varme og støj giver flere fejl
Undersøgelser fra Teknologisk institut viser, at effektiviteten falder med ca. 10% og der er op til 50% flere fejl, hvis temperaturen i lokalet stiger fra 22 grader til 26 grader.
Fejlprocenten stiger med ca. 35 % hvis støjniveauet stiger fra 35dB(A) til 55dB(A).
35-40 dB(A) svarer til støjen fra en tændt pc i et ellers stille rum. 50-65dB(A) svarer til støjen i en kassekø i supermarkedet.
Brug fladskærme
I lokaler med mange edb-arbejdspladser er fladskærme en fordel. De afgiver mindre varme og fylder samtidig mindre på skrivebordet.
Maskinrum
Fax-maskiner, printere og kopimaskiner skal placeres i et rum for sig selv for at undgå støj, varme og afgasning fra materialer.
Dagslys er bedst
Gener fra dårligt indeklima er mindst tæt på vinduer og dagslys. Derfor anbefaler Statens Byggeforskningsinstitut (By og Byg) at ingen arbejder permanent mere end 3-4 meter fra vinduet. Samtidig skal der dog kunne afskærmes fra sollys, så man undgår reflekser i skærmen.
Undgå varme, kulde og træk
Store rum kræver effektiv temperaturstyring og ventilation. I bygninger med store glasfacader og mange computere er det ofte svært at holde temperaturen nede. Kraftig ventilation kan give træk og kulde i dele af lokalet.
Det kan du selv gøre:
- Sil på termostaterne, hvis de er forkert indstillet. Gør ledelsen opmærksom på eventuelle problemer hvis ventilationsanlæg er indstillet forkert.
- Sørg for at skærmen er placeret, så du undgår reflekser.
Det kan ledelsen gøre:
- Brug støjdæmpende lofter.
- Placer printere, kopimaskiner, fax osv. i et rum for sig.
- Sørg for, at der er andre rum til møder, småsnak og pauser.
- Køb it-udstyr med lavt energiforbrug og lavt støjniveau.
- Sørg for effektiv solafskærmning mod øst, syd og vest – især i bygninger med glasfacader.
Senest revideret den 20. januar 2010