Ensidigt gentaget arbejde
Ensidigt gentaget arbejde - i fagsproget EGA - er én af de mest belastende og nedslidende måder at arbejde på.
EGA er kendetegnet ved:
-
Det er de samme bevægelser, der gentages med stor hyppighed
-
Arbejdet foregår en væsentlig del af arbejdsdagen
Hvis der samtidig arbejdes i dårlige arbejdsstillinger, med store krav til præcision, koncentration og syn, med begrænset indflydelse på hvor, hvordan og hvornår arbejdet skal udføres, bliver du yderligere belastet af EGA.
EGA er mest almindeligt blandt slagtere, syersker og andre faggrupper, der gentager de samme få bevægelser igen og igen - ofte i et højt tempo.
Men EGA ses også i forbindelse med ved visse former for skærmarbejde. Det gælder f.eks.:
- CAD-arbejde
- Billedredigering
- Inddatering af blanketter
Intensivt skærmarbejde
EGA forekommer ret sjældent på kontorarbejdspladser, men her er intensivt skærmarbejde tilgengæld udbredt. Ved intensivt skærmarbejde er gentagelsen ikke den væsentligste belastning, men kun én ud af flere, som også omfatter det psykiske arbejdsmilø.
Ud over gentagelsen i arbejdet er intensivt skærmarbejde kendetegnet ved:
- Man er bundet til skærmen
- Høje krav til syn og koncentration
- Man har kun ringe indflydelse og kontrol med arbejdet selv
- Stort tids- og arbejdspres
- Arbejdsindsatsen bliver løbende overvåget
- Simple opgaver med ringe variation
Det er virksomheden og ledelsen, der har ansvaret for at sikre arbejdsmiljøet. Sikkerhedsorganisationen på arbejdspladsen har ret og pligt til at tage problemet op.
Det kan du selv gøre:
Forsøg at skabe variation i arbejdet, så det ensidige og anspændende arbejde ved skærmen afbrydes af andre opgaver.
Det mest anstrengende arbejde bør fordeles blandt alle i afdelingen eller gruppen, så ingen udsættes for en særlig stor belastning.
Hold ”mikropauser”: Rejs dig og gå lidt rundt. Stræk dig. Gå gerne en tur ekstra til printeren, kaffemaskinen eller papirkurven.
Det kan ledelsen gøre:
- Følg op på arbejdspladsvurderingen. Så bliver spørgsmålet om EGA automatisk taget op.
- Hvis der er mulighed for at skabe større variation i arbejdet, er det ledelsens pligt at sørge for, at det sker.
Senest revideret den 20. januar 2010